Vores bønner er blevet hørt! Nye Tag Manager-triggers

  • Online Marketing
  • 23.01.2018

Holdet bag Google Tag Manager har for nylig rystet godt op i posen og har disket op med en lille håndfuld nye features, som vi web-analytikere har efterlyst i et godt stykke tid.

Til de uindviede er Google Tag Manager – som navnet måske også antyder – et stykke software, som hjælper web-analytikere med at holde styr på alle de mange mulige scripts, pixels og tags, som man efterhånden tilplastrer websites med i dag. Tag Manager gør det nemt og bekvemt at tilføje små scripts til websitet samt sørge for, at de kun aktiveres, når de rette betingelser opfyldes. Google Tag Manager er især fordelagtigt og effektivt i bureau-regi, da det herigennem bliver muligt at ændre i en tracking-opsætning på et website, uden at man behøver at give sig til at rode i det respektive websites kildekode.

Hvad er det så Google har fundet på denne gang?

For at fortsætte i Tag Manager-lingoen er det altså tre nye såkaldte ’triggers’, der for nyligt er blevet introduceret. En trigger bestemmer, hvornår et script udløses på en side – det være sig eksempelvis når en formular indsendes, eller når en bestemt side indlæses.

De nye triggers er:

  • Element Visibility – Elementsynlighed
  • Scroll Depth – Rulledybde
  • YouTube Video

Element Visibility

Med Element Visibility-triggeren har du mulighed for at affyre dit script, når et bestemt element på en side er synligt for brugeren. Dette kan for eksempel bruges til at skyde et event til Google Analytics, hvormed du kan lave statistik på, om dine besøgende overhovedet scroller langt nok ned på dit site til at se din Call-To-Action – altså dit budskab på den respektive side. Med adgang til denne viden får du en unik mulighed for at optimere din side ved eksempelvis at placere dit vigtige indhold højere på siden.

Rent teknisk fungerer denne funktion ved, at du definerer, hvilket HTML-ID eller CSS-element du ønsker, at Tag Manager skal holde øje med. Derefter definerer du, hvor stor en del af elementet, der skal være synligt, før din nye trigger affyrer. Du kan desuden også lege med, hvor lang tid et element skal være synligt, før din trigger aktiveres, idet du som udgangspunkt nok ikke er interesseret i, at dit script skal køres, hvis folk blot scroller lynhurtigt forbi dit udvalgte indholdselement.

Scroll Depth

Bag den knap så mundrette danske betegnelse ’rulledybde’ gemmer der sig en funktion, som måske ved første øjekast kan minde meget om den ovenstående Element Visibility-trigger. Og de er måske også ret ens – men så alligevel ikke! Scrool Depth-triggeren gør det nemlig muligt at affyre scripts, når en vis procentdel af et website er blevet scrollet igennem. Denne feature kan med fordel kombineres med event-tracking på Google Analytics eller måske en tilpasset metric. Driver du en blog på din virksomheds website, er denne feature yderst relevant, da du nemt kan få et indblik i, hvilke blogposts dine besøgende rent faktisk engagerer sig i og læser til slut.

YouTube Video

Sidst men ikke mindst har Tag Manager-holdet lanceret en trigger, der kan reagere på, hvordan en gæst interagerer med en indlejret YouTube-video på dit website. Kører du eksempelvis en content-baseret annonceringskampagne – hvor din kampagnes succes måles på, hvor mange besøgende, der ser en video på din landingsside – er det nu blevet lettere at sætte en tilpasset sporing op. Du definerer simpelthen blot en procent- eller sekundsats som skal tracke, hvor langt den besøgende er nået i din video, og derefter kan du så affyre et script, der sender denne data videre til Google Analytics.

Hvorfor er alt det her så fedt?

Det er et superfedt initiativ fra Googles side, fordi det nu er blevet lettere at kigge dybere på gæsters interaktion med ens side end blot at kigge på de traditionelle metrics såsom sessionsvarighed og afvisningsfrekvens. Dermed ikke sagt, at disse metrics nødvendigvis er forkerte eller utilstrækkelige, men for en række kampagnetyper giver det ikke altid mening udelukkende at basere beslutninger herpå.

Man kunne eksempelvis forestille sig en video-baseret oplysningskampagne, hvor formålet med kampagnen er at få brugere til at se en indlejret YouTube-video på landingssiden. Her vil en besøgende, der kun interagerer med videoen – men som rent faktisk ser det hele – blive målt som en afvisning ud fra de traditionelle metrics, hvor imod den nye YouTube Video-trigger vil kunne fortælle dig, hvor meget af videoen, brugeren rent faktisk så.

Med et korrekt Tag Manager set-up er det altså muligt at skræddersy sin tracking, så man som annoncør har data til rådighed, ud fra hvilken man kan evaluere sin indsats bedst muligt og tilpasse sine efterfølgende beslutninger. Se, dét er da fedt!